Kay Nielsen - Dansk maler og illustrator 1886-1957.
Gouache indsat forrest i hyldestbog til skuespilleren og iscenesætteren Johannes Poulsen i anledning af dennes skuespillerjubilæum i 1926.
Bogen er fremstillet i eet eksemplar, og indeholder bla. originale breve fra udenlandske venner samt rollefotografier. Bogen blev overrakt Johannes Poulsen jubilæumsaftenen den 14. november 1926 på Det Kongelige Teaters scene efter premieren på Henrik Ibsens "Kongsemnerne" - iscenesat af Poulsen i samarbejde med den britiske iscenesætter og teatergeni Gordon Craig.
Kay Nielsen var søn af skuespillerinden Oda Nielsen og skuespilleren og instruktøren senere teaterdirektør Martinus Nielsen. Kay Nielsen startede som elev af Johan Rohde og Ludvig Find, men rejste i 1904 til Paris, hvor han til 1910 studerede hos bla. Jean Laurens - Chr.Krogh og Lucien Simon. Kay Nielsen var meget åben overfor den tids stømninger i kunsten og Aubrey Beardsleys tegninger kombineret med japansk maler- kunst gav ham den inspiration, der senere skulle blive karakteristisk for alle hans arbejder.
Kay Nielsen udstillede for første gang i London 1912-13 og 15 samtidig med at han tegnede til "The Illustrated London News", "Sketch" og "The Tatler". I samme periode skabte Kay Nielsen også illustrationerne til "In Powder and Crinoline" og "East of the Sun and West of the Moon" og slog dermed sit navn fast som illustrator af prestigefulde "coffeetable books".
Senere illustrerede Kay Nielsen bla. HC.Andersens eventyr, Grimm og i 1930 bogen "Red Magic".
Kay Nielsen var en meget alsidig kunstner og arbejdede i perioder med dekorationer og kostumer på f.eks. Det Kongelige Teater, hvor han bla. samarbejdede med Johannes Poulsen.
Nielsen og Poulsen rejste i 1936 til USA for at sætte forestillingen "Det gamle spil om Enhver" op i Hollywood Bowl - det blev en stor succes og Kay Nielsen besluttede sig for at blive i USA.
1939/40 var han medarbejder hos Walt Disney og var med til at skabe tegnefilmen "Fantasia".
Efter 2.verdenskrig vendte Nielsen tilbage til Danmark, men kun for at erfare, at han var glemt, og at hans kunst ikke længere var værdsat. Bitter og skuffet rejste han med sin kone Ulla tilbage til USA hvor han slog sig ned i Californien, hvor han til sin død i 1957 udførte nogle betydelige dekorative arbejder til en skole et bibliotek og en kirke. Først i 1970´erne fik man igen øje på denne geniale danske kunstner, der var glemt i mange år, men som nu har fået den anerkendelse han fortjener.